Hvert eneste efterår siden 2011 har Apple annonceret og lanceret deres nye iPhone. Trods COVID-19, og de problemer som denne har medført, forventes det fortsat, at Apple annoncerer deres nye iPhone 12 i løbet af september 2020.
Og lanceringen af iPhone 12 er rigtig interessant af flere årsager. Fællesnævneren er, at den forventes at være markant anderledes end sin forgænger, iPhone 11. Der er altså tale om en række drastiske ændringer, som vi vil forsøge at gennemgå her i artiklen.
Vi gør opmærksom på, at informationerne i denne artikel er baseret på rygter, og derfor ikke nødvendigvis er 100 procent i overensstemmelse med den endelige iPhone 12.
OBS: Denne artikel er skrevet inden offentliggørelsen af den nye iPhone 12 og er altså baseret på det vi vidste inden den officielle nyhed. Enkelte informationer i denne artikel kan derfor variere fra den faktiske iPhone 12.
Den første iPhone med 5G
Den mest interessante for dig, der er fast læser her på siden, vil dog være, at iPhone 12 forventes at være den første 5G kompatible iPhone. I Danmark kan timingen virke perfekt, da flere store teleselskaber netop har offentliggjort, at de åbner op for 5G abonnementer her i efteråret.
Men i USA og andre lande, hvor 5G har været tilgængeligt i varierende grad i mere end 1 år nu, var man overrasket over, at iPhone 11 ikke kom med 5G. Men nu er man ikke længere i tvivl; alle rygter tyder på, at den nye iPhone 12 bliver den første 5G iPhone.
Og dette er vanvittig interessant, fordi rigtig mange danskere sværger til iPhone. Selvom mange har et abonnement, der understøtter 5G, har de ikke kunne udnytte dette, da de ikke har ville skifte over til en Android-telefon med 5G kompabilitet.
Men med lanceringen af en iPhone 5G, er vi ikke i tvivl om, at der vil være en stigning i antallet af danskere, der vil gøre brug af det nye hurtige datanetværk.
Tilbage til rødderne med et mere kantet design
Siden introduktionen af iPhone 6 i 2014 har iPhones haft runde og bløde kanter. Men nu skal det være slut. Alt tyder nemlig på, at den nye Apple iPhone 12 får et mere kantet design som vi kender fra den gamle iPhone 4, 5 og SE, samt den nyere Apple iPad Pro.
Gennem tiden har der været delte meninger om, hvorvidt det kantede eller det afrundede design er bedst. Personligt hælder vi her på siden til det mere kantede design af to årsager;
- vi synes, at det er pænere, og
- vi føler, at vi har et bedre greb om telefonen
Den nye iPhone 12 forventes også, at have glas både for og bag, adskilt af en ramme af rustfri stål. Såkaldte dummy-models, der benyttes til at støbe covers omkring, er som sædvanligt begyndt at florere her op mod annonceringen af den nye iPhone.
Disse dummies viser meget godt, hvordan den nye iPhone 12 forventes at se ud. Og man kan faktisk også her se streger i rammen rundt om telefonen, som antyder hvor telefonens 5G antenne kommer til at være placeret.
Flere farver til iPhone 12
Henover de seneste år har Apple været bedre til at lanceret deres telefoner i et bredere udvalg af farver. Det forventes, at dette er en tendens, der vil fortsætter i forbindelse med lanceringen af iPhone 12.
Adskillige rygter lyder, at det blandt andet vil være muligt at få den nye iPhone 12 Pro i en mørkeblå farve, som skal erstatte den mørkegrønne farve som iPhone 11 Pro kan købes i.
Andre rygter lyder på, at iPhone 12 også bliver tilgængelig i lyseblå, lilla, orange og øvrige farver. Lige præcis farverygterne kan være en anelse upålidelige, da disse typisk ikke indikeres i samme grad som eksempelvis specifikationer, telefonens overordnede form og størrelse, og så videre.
iPhone 12 kommer i 4 forskellige varianter
Ligesom vi så i 2019 ved lanceringen af iPhone 11, forventes det, at Apple vil lancere flere forskellige udgaver af iPhone 12. Helt præcist tyder rygterne på, at der kommer 4 varianter med forskellige tekniske specifikationer, forskellige skærmstørrelser og ikke mindst til forskellige priser.
Helt konkret forventes det, at vi kommer til at se følgende lineup:
- 1 x 5,4-tommer iPhone 12
- 1 x 6,7-tommer iPhone 12
- 2 x 6.1-tommer iPhone 12
Til sammenligning, kan vi fortælle, at de tre størrelser som iPhone 11 kommer i er:
iPhone 11 | 6,1 tommer |
iPhone 11 Pro | 5,8 tommer |
iPhone 11 Pro Max | 6,5 tommer |
Det vil altså sige, at den mindste iPhone 12 kommer til at være mindre end den nuværende iPhone 11 Pro, og at den største iPhone 12 kommer til at være større end iPhone 11 Pro Max. I midten finder vi de to iPhone 12-modeller med en skærmstørrelse på 6,1 tommer. Disse er altså samme størrelse som den nuværende iPhone 11.
Alle iPhone 12 forventes at få OLED-skærme
Alt tyder på, at samtlige nye iPhone 12 modeller vil blive udstyret med en OLED skærm, fordi Apple løbende er gået væk fra deres LCD-skærme. Flere kilder tyder på, at Samsung kommer til at levere skærmene til iPhone 12, men det vides ikke med sikkerhed.
Problemer med produktionen tyder dog på, at leverandøren ikke kan levere disse skærme til de telefoner, der bliver lanceret i efteråret. Derfor forventes det, at man vælger at benytte skærme fra LG indtil den oprindelige leverandør kan levere.
Opløsningen på skærmene forventes at se således ud:
5,4-tommer iPhone 12 | 2340 x 1080 / 475 PPI |
6,1-tommer iPhone 12 Max | 2532 x 1170 / 460 PPI |
6,1-tommer iPhone 12 Pro | 2532 x 1170 / 460 PPI |
6,7-tommer iPhone 12 Max | 2778 x 1284 / 458 PPI |
Tidligere rygter har indikeret, at Apple har testet 120Hz-skærme på de ny iPhones, men her i starten af september afkræfter flere og flere kilder disse rygter. Alt tyder derfor på, at vi kommer til at nøjes med en 60Hz-skærm.
Hz er en angivelse af, hvor mange gange skærmbilledet opdaterer i sekundet. Jo flere gange det opdaterer, jo mere flydende vil tingene se ud på skærmen. Typisk siger folk, at når først de har prøvet en højere ”refresh-rate”, så har de svært ved at gå tilbage til en lavere.
Flere og flere Android-telefoner har skærme med 90Hz eller 120 Hz, og Apple iPhone 12 kommer derfor til at halte efter konkurrenterne, hvis det viser sig, at den ikke kommer med en 90Hz eller 120Hz skærm.
Ny processor og flere RAM
Som sædvanligt forventes det også, at den nye iPhone vil komme med en ny processor; A14. Og som sædvanligt betyder det sandsynligvis en øget ydeevne og en reduktion af strømforbruget.
Helt præcist lyder rygterne, at vi kan forvente 15 procent øget ydelse og 30 procent lavere strømforbrug sammenlignet med den A13-processor der sidder i iPhone 11.
Ligeledes kan vi sandsynligvis regne med, at iPhone 12 Pro-modellerne kommer med 6 GB RAM, mens de ”almindelige” iPhone 12 modeller må nøjes med 4 GB RAM.
iPhone 12 batteri
Der er ikke forfærdelig meget information at finde om batteristørrelserne i den nye iPhone 12. På den ene side, tyder nogle rygter på, at der kan være små forbedringer i batterikapaciteten, fordi leverandøren arbejder på at kunne gøre deres batterier mindre.
På den anden side tyder diverse tegninger og patentansøgninger på, at iPhone 12s batteri bliver mindre end det i iPhone 11. Det betyder dog ikke nødvendigvis noget for hvor lang tid de nye iPhone 12 modeller kan holde strøm, eftersom det forventes at processoren giver lavere strømforbrug.
Det kan dog desværre være svært at sige noget specifikt – især fordi der er tale om den første 5G iPhone. 5G-teknologien er fortsat så ny, at dens indflydelse på strømforbrug endnu ikke kan siges med sikkerhed.
Alt i alt kommer det nok til at betyde, at iPhone 12 kommer til at kunne holde strøm omtrent så lang tid som de nuværende iPhone 11-modeller.
iPhone 12 priser
Priserne på den nye iPhone 12 er naturligvis ikke noget vi ved ret meget om, før telefonerne kommer til salg i Danmark. Men vi kan naturligvis komme med nogle kvalificerede gæt, baseret på rygter og tidligere lanceringspriser.
Skal man tro de rygter, der er ude lige nu, kommer iPhone 12 til at starte ved $649, hvilket i danske priser sandsynligvis vil svare til en startpris på enten 5.499 kroner eller 5.999 kroner.
Udover den billigste iPhone 12 til førnævnte pris, lyder rygterne, at vi kan forvente følgende priser:
- 5.4-tommer iPhone 12: $649 / 5.499 kroner / 5.999 kroner
- 6.1-tommer iPhone 12: $749 / 6.499 kroner / 6.999 kroner
- 6.1-tommer iPhone 12 Pro: $999 / 8.499 kroner / 8.999 kroner
- 6.7-tommer iPhone 12 Pro Max: $1.099 / 9.499 kroner / 9.999 kroner
Vi har forsøgt at omregne til danske priser (inkl. den højere pris som tidligere iPhones har kostet i Danmark), for at give dig en idé om den prisen på de ny iPhone 12’er.